phterapi.dk - Kroppen er psykens spejl

Artikel:
Kroppen er psykens spejl - psyken er kroppens
Af Poul Hansen Afspændingspædagog og Psykoterapeut

Vi siger ofte, at øjnene er sjælens spejl, men hvis udsagnet skal have nogen meningsfuld betydning, så forudsætter det, at vi ser ind i øjnene, at vi lader den anden se ind i vores øjne, og at vi tillægger det vi ser, betydning. Vi hører ofte, at det er vigtigt med nærvær, omsorg og samvær. Det er rigtigt, - jeg er enig, - og der er nok ikke mange der vil erklære sig uenig. Det er nærmest irriterende, at noget så vigtigt og vitalt for mennesker, kan siges så kort. Men, igen, - det er ikke nok at vi siger det, vi skal også gøre det. Kan vi have nærværende, omsorgsfyldt samvær, medmindre vi taler, ser og mærker hinanden? Kan vi i virkeligheden være nærværende når - ” vi ses”? Kan vi have omsorg for hinanden når “vi høres ved”? - Kan vi have samvær når ”vi snakkes ved”? - Jeg tvivler efterhånden meget på det!

Min tvivl udspringer ikke af en tilfældighed, men er baseret på en årelang række af iagttagelser, og deraf følgende tanker. Når jeg, i mit arbejde, møder mennesker, så er det igen og igen, et menneske der har mistet nærværet, mangler omsorgen, og ofte er det et menneske der ikke “ses”, og ikke er blevet set, - længe. Det er et menneske der har det svært.
I dette møde, oplever jeg ofte, at mennesket ikke alene har mistet forbindelsen til sig selv, men også har mistet forbindelsen til den omgivende verden. Når dette menneske, indledningsvis, fortæller mig om, hvordan det har det, - hvorfor det opsøger mig, så bruger det som regel nogle ord og vendinger, som er meget enkle og alment forståelige. Tilstanden, fysisk og psykisk, beskrives med nogle ord og sætninger, sådan som dette menneske oplever det.

Hvis man imidlertid tager disse udsagn alvorligt, og efterprøver deres valør i konkrete årsagssammenhænge, vil man opdage, at der er mere sandhed i dem end ved en overfladisk betragtning.
”Jeg er helt på hælene”.
”Jeg var helt ude af mig selv”.
”Jeg var helt oppe på tæerne fordi…”.
”Jeg føler mig meget ude af balance”.
”Jeg føler mig ret fastlåst”.
”Jeg er meget spændt på….”.
Eksempler på udsagn som man kan støde på i en samtale med mennesker.
Når de står alene, som her, kan de betyde hvad som helst, men i den konkrete situation og sammenhæng, er vi ikke i tvivl om deres betydning, og måske endda dobbeltbetydning.
Hvis man imidlertid arbejder konkret med et menneskes krop og psyke, vil man opdage, at der er en, næsten lovmæssig, sammenhæng mellem den beskrivelse som dette menneske giver af sin almen tilstand og befindende, og det man kan iagttage og høre som terapeut og behandler.
Hvis man påpeger, og anskueliggør, disse sammenhænge vil klienten ofte nikke genkendende til det.

Disse sammenhænge er ikke noget decideret problem, i et varieret og nuanceret livsforløb. Alle mennesker kommer ud for hændelser, som de påvirkes af. Det er en del af livet, og en del af de udviklingsprocesser som vi, som mennesker, skal gennemleve. Det bliver først et problem, - og en konfliktfyldt, og vanskelig tilstand, hvis disse tilstande bliver permanente. Hvis vi konstant lever i en tilstand “ude af balance”, “meget fastlåst”, “noget overspændt”, eller for den sags skyld “uden spænding”, så mister vi lige så stille og umærkeligt tyngden i livet. Denne tyngde, eller mangel på tyngde, er en fællesnævner, som kan give én et fingerpeg om, hvorvidt noget er rivende galt.

I det varierede og nuancerede livsforløb, kan vi miste tyngden og fodfæstet for en stund, måske endda for en periode. Når der så igen “falder ro i lejren”, så genvinder vi tyngden og dermed også fodfæstet. Nogle naturlige og reelle processer, der hører med til det at leve og udvikle sig, - erfare, - og blive mere modnet som menneske.

Hvis disse processer bliver forstyrret, forhindret, saboteret, eller vi på anden måde, kommer i en livssituation, som vi ikke kan overvinde eller klare, så kan tilstanden af manglende tyngde i livet blive en mere permanent tilstand, som man så også kan konstatere som behandler. Der er altid nogle manifeste og meget synlige og hørbare symptomer og tilstande, som så også er tilstede: depression, angst, fobier, fantasier, koncentrationsproblemer, stress, forvirring, - træthed, søvnløshed, uro i kroppen, hovedpine, muskelspændinger, stivhed eller konstant ømhed i hele kroppen eller dele af den. Som oftest har et menneske i denne tilstand, søgt hjælp. I reglen over en længere periode, og utallige gange. Symptomerne vender tilbage, eller afløses af nye symptomer og klager.

Når vi har mistet tyngden i livet, så mister vi også tynqden i kroppen. Vi bliver dårlige til at agere og reagere, fordi vi i reglen mister os selv, og dermed mister vi evnen til at have reel kontakt med det omgivende: fysisk såvel som psykisk. Vi kan blive ekstremt grænsesættende, eller ekstremt sårbar og ubeskyttet, fordi vi ingen grænser kan sætte. Vi lukker os måske inde i os selv, eller ophører med at gå ud i verden.
Det er som oftest en meget pinefuld situation, der kan være ledsaget af misbrug eller overforbrug af forskellige stimuli, mad og drikke eller medikamenter.
Når vi har mistet tyngden i livet, har vi mistet kontakten med verdenen, og verdenen har mistet kontakten med os. Når vi har mistet kontakten, så føler vi os ofte utryg, vi agerer måske, men det virker noget diffust og usammenhængende, og omgivelserne har svært ved at finde ud af, hvad vi egentlig mener, vil og kan.

Den fysiske vej.
Det er almindeligt akcepteret, at man kan bedre, og endda helbrede, på denne tilstand, ved empatisk lytning, samtale og nærværende tilstedeværelse. Man kan imidlertid også ændre på den med fysisk behandling og det kan i nogen sammenhænge være meget nemmere, fordi man derved kan spare en masse ord og forklaringer.
Meget firkantet og ekstremt forenklet, kan man sige, at man kan gå ind ad den psykiske vej, eller man kan gå ind ad den fysiske. I begge tilfælde, ender man det samme sted. Et menneske kan blive helet, blive aktivt, levende og socialt deltagende.
Man kan gå ind ad den fysiske vej, - genetablere den fysiske tyngde, og samtidig opnå psykisk tyngde i livet, - og man kan gøre det modsatte. Hvis man går ind ad den psykiske vej, - samtalen, så vil det have den sideeffekt eller følgevirkning, at det påvirker fysisk.
Mange har oplevet det, få har tillagt det betydning, men set i et samfundskulturelt lys, er der mange der dagligt bruger disse sammenhænge, se blot på hele joggingkulturen, og de evindelige kampagner for, at vi skal motionere, - fysiske udfoldelser har en effekt på den mentale tilstand for alle aldersgrupper.

Hvis man i en behandlingssammenhæng, bruger denne viden om disse sammenhænge målrettet, så vil man kunne iagttage, at et menneske heles.
Ved starten er der overhovedet ingen fysisk tyngde i kroppen.
Den kan være spændt, grænsende til et egentligt “kropspanser”.
Den kan mangle spænding, være overstrakt, grænsende til hybermobilitet.
Mellem de to yderpunkter kan der findes alle mulige og næsten umulige variationer. Den menneskelige tilpasningsevne er enorm, og vi er vældig gode til at kompensere og finde brugbare overlevelsesstrategier.
Ved starten af et fysisk behandlingsforløb, er den primære opgave at lytte og registrere, præcis som i den psykoterapeutiske samtale. Men her er det blot sine hænder man bruger. Man iagttager kroppens almene tilstand og, specifikt, de enkelte områder. Hvor er grænserne, - kroppens fysiske grænse, - og samtidig den pågældende klients aktuelle grænse. Målet er at få et overblik over klientens situation, og samtidig finde nogle åbninger, som man kan arbejde ud fra.
Denne fase bærer meget præg af, at man skal rumme klientens vanskeligheder, samtidig med at man skal søge at lindre.
Det er vigtigt, at man tøjler sin iver efter at opnå hurtige resultater, det må gemmes til behandlingens anden fase.
Langsomt begynder man at kunne iagttage, at klienten får lidt tyngde i kroppen. Efterhånden som graden af tyngde stiger, kan man behandle mere, og mere detaljeret. Efterhånden som denne proces skrider frem, sker der, næsten som en lovmæssighed det, at der begynder at fremkomme psykisk materiale af mere alvorlig karakter. Klienten begynder at fortælle om de indre konflikter, som den pågældende går og bærer på. Det er ofte ubevidst materiale, som den pågældende enten har fortrængt, eller har tillagt mindre betydning. Meget har en karakter, der gør, at blot det at fortælle om det, har en forløsende effekt. Andet er vanskeligere, fordi det påvirker klientens dagligdag, - gøren og laden, - i den aktuelle livssituation. Her må vi så have fat i “idébanken”, og prøve at finde nogle alternative handlemuligheder.
Hvis man kan holde processen på sporet, - den fysiske, understøttet af den psykiske, vil man opleve, at klientens fysiske tyngde i kroppen stiger. Det sker ikke over en nat. Det kommer gradvist. Det starter et sted i kroppen, og breder sig langsomt.
Man kan sideløbende med dette iagttage, at klienten begynder at forvalte anderledes, og i mange tilfælde mere hensigtsmæssigt, i forhold til sin livssituation. Der kan komme erkendelser, som tidligere var utænkelige. Man kan også opleve at klienten ser verden med nogle mere nuancerede øjne. Han handler, agerer og reagerer i forhold til sin aktuelle livssituation. De symptomer som tidligere var en plage, der fyldte livet, er nu reduceret til sporadiske signaler. Disse signaler er nu pejlemærker, som i deres visdom, kan fortælle os, om vi overskrider de personlige grænser.
Dette menneskes individuationsproces er bragt tilbage på sporet. Dét kan se verden, og verden kan se dét.
Egentlig er behandlingen tilendebragt, men det er ofte en god idé, at fortsætte lidt endnu. Den første tid kan være præget af en grad af sårbarhed, fordi der ageres og handles på nye måder. Når verden begynder at opleve, at vi mener det vi mener, vil det vi vil, og kan det vi kan, - så kan det godt give anledning til lidt turbulens.

Når behandlingen er slut, og man har opnået et acceptabelt resultat, er det ikke noget der kan diskuteres. Klienten kan mærke det. De mennesker der er omkring den pågældende kan både sanse det, og rent objektivt konstatere, at der er sket en forandring eller måske endda en forvandling, - hvis de vel at mærke, - kan og vil.
Principielt kan alle opnå et resultat af en sådan proces. Men da vi arbejder i et felt, der er betinget af naturens og livets kræfter, er man nød til at fastholde en grad af ydmyghed, og derfor må man give ordet: kan - en stor betydning. De aktuelle livsomstændigheder har en indflydelse. - Paratheden, såvel klientens som omgivelsernes. Og endelig skal der være “rum” til forandring. Man kan ikke gennemgå en sådan proces, og så leve videre som før. Derfor gør man det heller ikke, med mindre det er nødvendigt. Det er “nødvendighedens lov”, der får mennesker til at gå i gang.
Men man skal heller ikke afskrive sig muligheden, jeg overraskes ofte over, hvor meget mennesker kan, hvis de virkelig vil og beslutter sig.

Søborg Nov. 1999 © Poul Hansen

Poul Hansen

Afspændingspædagog og psykoterapeut
Kildebakkegårds Allé 157A	2860 Søborg
Privat praksis siden 1986	39 69 13 63


	Senest opdateret: 22-03-2003